Dansk maritim forskning er underfinansieret
Danmark er på vej til at blive overhalet som førende på maritim forskning på grund af underfinansiering fra offentlig side. Det er en af grundene til, at Danske Rederier nu lancerer en ny maritim forskning- og innovationsstrategi, som skal sætte retningen for fremtidens skibsfart.
Den nye strategi sætter bl.a. rammerne for,
hvordan rederierne vælger forskningsprojekter, modtager støtte og hvordan de kan opnå bedst muligt udbytte fra arbejdet i en tid, hvor rederierne står overfor udfordringer fra ambitiøse klimamål, øget digitalisering og nye forretningsmodeller. ”Strategien giver os en fælles vision, ramme og nogle helt specifikke mål at arbejde efter i de kommende år, hvor innovation spiller så afgørende en rolle for udviklingen, ikke mindst på klimaområdet, men også inden for digitale teknologier”, siger Innovationschef i Danske Rederier, Asbjørn Overgaard Christiansen, i en pressemeddelelse om den nye strategi.
I en forskningsanalyse fra konsulenthuset Damvad blev det i foråret påpeget, at Danmark nok er førende på den maritime forskning, men også, at den mangler penge på grund af underfinansiering fra offentlig side i forhold til sammenlignelige lande.
Det kan blive et stort problem, mener Danske Rederier, og derfor har den nye forsknings- og innovationsstrategi fokus på tre hovedområder: Vejen til klimaneutral skibsfart, digitalisering for effektivitet og forskningskoordination og finansieringsmuligheder. ”Vi har over de seneste år set en hastig udvikling i rederiernes engagement i innovationsprojekter. Både når det gælder forskningsprojekter med universiteter, egne innovationsprojekter eller test- og demonstrationsprojekter med eksterne partnere. Det er vigtigt for fremtidens skibsfart, at det fortsætter og det kræver konkrete mål og retning”, fortsætter Asbjørn Overgaard Christiansen.
Kilde: Danske Rederier