Ny CEO i Nørresundby Rederi og Shipping
Nørresundby Rederi og Shipping har skiftet ud i toppen. Ny adm. direktør er Gert Balling, der tidligere har været CEO i Fjord Line Danmark A/S i 12 år. Han afløser Henning Lang, der fortsætter i rederiet som driftsdirektør.
"Vi er meget glade for at sige velkommen om bord til Gert Balling, som ny CEO i selskabet. Gert kender industrien indefra gennem mange års ansættelse på senior niveau. Ligeledes deler Gert de visioner og værdier som der arbejdes efter i selskabet og ikke mindst på ejer siden,” udtaler bestyrelsesformand Anton Bro.
Gert Balling har opbygget en tung logistik erfaring gennem mange år, både fra landevejstransport og 12 år som CEO hos Fjord Line Danmark A/S. Denne erfaring tillagt stort kendskab til serviceindustrien indenfor det maritime, danner et godt grundlag til denne stilling, skriver rederiet i en pressemeddelse om skiftet.
“Jeg glæder mig til at kunne medvirke til, at forsætte den positive udvikling, som selskabet har gennemgået over de sidste år, hvor jeg ser frem til samarbejdet med såvel nuværende- som nye kunder og leverandører, samt ikke mindst samarbejdet med kollegaer på land og sø,” siger Gert Balling.
Nørresundby Rederi og Shipping driver i øjeblikket fire palletcarriers og en coaster specialiseret indenfor projektlaster. Alle skibe sejler hovedsagelig i nordeuropæisk fart, oplyser selskabet på sin hjemmeside.
Kilde: Nørresundby Rederi & Shipping