Frederikshavn godkender havneudvidelse
Frederikshavn Havn skal udvides med bl.a. et nyt kajanlæg med plads til Orskov Yards nye flydedok, men også tilgodeser Stena Line og havnens øvrige kunder. Det besluttede Frederikshavn byråd med godkendelsen af en ny lokalplan onsdag.
"For Frederikshavn Havn betyder det nye kajanlæg anløb af flere skibe, men det betyder samtidig også, at to af havnens helt store kunder får de bedste muligheder for at udvikle deres forretning og dermed også yderligere jobskabelse.
Der er mange parter involveret i en sag som denne, men jeg kan roligt sige, at alle har arbejdet positivt og konstruktivt for at finde en god løsning, hvor både sikkerhed og udvikling kan gå hånd i hånd. Der er ingen i forløbet, der har arbejdet imod en løsning, som muliggør Orskov Yards udvidelse med ny dokkapacitet," udtaler Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør hos Frederikshavn Havn i en pressemeddelelse.
Udvidelsen ved Østre Kaj omfatter et nyt havne- og værftsareal, der etableres i havnens eksisterende bassiner. Arealet får to nye kajanlæg i form af en skibskaj og en dokkaj. Med plads til en ny flydedok får Orskov Yard mulighed for at servicere flere og større skibe end i dag. Den nye dok er allerede bestilt hos Hat-San værftet i Tyrkiet og får en længde på 180 meter, en indvendig bredde på 30 meter og en løfteevne på 10.000 tons.
Stena Line, der i øjeblikket sejler med fire færger mellem Frederikshavn og Norge og Sverige, var i første omgang imod udvidelsen, fordi de frygtede, at den bl.a. ville give begrænsninger i forhold til manøvremulighederne i havnen. Men rederiet har efter nogle mindre justeringer af kajanlæggets placering trukket sin indsigelse tilbage.
“Stena Line er godt tilfredse med såvel forløbet som resultatet af den gode dialog med Frederikshavn Havn. Vi har en lang fælles historie, og for os har det vigtigste været at sikre en sikker og effektiv drift for Stena Line i havnen både nu og i fremtiden,” udtaler Bjarne Koitrand, Technical Operations Director, Stena Line.
Kilde: Frederikshavn Havn