Esvagt tjener på digitalisering af data
Intelligent digital indsamling og behandling af data sparer tid og giver bedre resultater. Det er erfaringen fra vindskibet Esvagt Froude, og derfor skal digitale løsninger implementeres på flere af Esvagt´s skibe i tiden fremover, oplyser rederiet.
”Der er en lang række af sensorer på et skib, og data herfra kan benyttes som datagrundlag til at drive en smartere og mere effektiv operation. Det er det potentiale, vi nu udnytter til at gøre driften mere effektiv”, siger Mikkel Damgaard Pedersen, IT Solutions Architect, Esvagt.
Der er dels en betydelig mængde manuelt registreringsarbejde, som kan digitaliseres, ligesom en del af analysearbejdet med fordel kan baseres på data og kunstig intelligens.
”Potentialet er kolossalt på rigtig mange områder. Det er en effektivisering, der sparer tid, og det er en forbedring af kvaliteten af det, der føres i loggen. Der bliver langt færre potentielle fejlkilder, når det er eksisterende data, der udnyttes, frem for indtastninger” siger Mikkel Damgaard Pedersen.
Ikke mindst vil digitaliseringen kunne frigøre ressourcer, som bruges på registrerende kontorarbejde, over til aktiv operation. Analyser fra Esvagt har vist, at man alene ved en smartere brug af eksisterende data kan spare halvanden times manuel indtastning i skibets log – dagligt.
”Først og fremmest er der for os et klart kvalitetsløft i hverdagen, hvor officererne får flyttet hovedet og fokus ud af excel-arket og frigivet tid til en skibsfaglig kompetence”, siger Mikkel Damgaard Pedersen.
Meldingen fra mandskabet på ’Esvagt Froude’ er, at det gør hverdagen meget bedre:
”Systemet er godt at arbejde med. Det letter arbejdsbyrden meget, når der ikke efterfølgende skal genereres en daglig rapport. Vi er glade for det”, siger Lars Bo Knudsen, Chief Officer på ’Esvagt Froude’, hvor løsningen allerede er implementeret.
Kilde: Esvagt