Amorella er ved at blive bugseret til Turku
Den finske færge Amorella er torsdag morgen ved at blive bugseret til værft i Naantali, tæt på den finske havneby Turku. Slæbet forlod Långnäs over midnat, efter at 41 lastbiler og 40 personbiler var taget af færgen, og efter at yderligere undersøgelser viste, at færgen var sødygtig nok til slæbet.
Slæbet ventes at ankomme til Naantali sidst på aftenen, hvorefter færgen straks dokkes.
Det gik hurtigt med at få trukket færgen af grunden ved Järsö, da bjærgningen efter flere udsættelser gik i gang midt på eftermiddagen onsdag.
I første omgang blev færgen trukket ud på dybere vand af de tre bugserbåde - Jupiter, Neptun og Kraft. Efter en yderligere dykkerundersøgelse blev Amorella bugseret videre til Långnäs, hvortil den ankom ved 19-tiden.
Alt gik efter planen, og der er ikke konstateret udslip fra færgen.
Der er fortsat ingen forklaring på hvorfor Amorella ramte klippebund og begyndte at tage vand ind, men senest er det kommet frem at færgen kort forinden kolliderede med en isbøje.
Redaktionen
Se optagelser fra bjærgningen herunder:
Kilde: Yle / You Tube