10 pct. opnåede grøn rabat i Aarhus Havn
Aarhus Havn besluttede i fjor at indføre en rabat for klima- og miljøvenlige skibe, der anløber havnen. Lav udledning af CO2, svovl og NOx´er er sammen med muligheden for at tilslutte skibet til landstrøm med til at sikre den grønne rabat.
Nu viser opgørelsen fra Aarhus, at lige knap 10 pct af de anløbne skibe levede op til kravene, der udløste den grønne rabat, skriver Aarhus Havn i en pressemeddelelse.
Rabatten til de grønne skibe er fra Aarhus Havns side et forsøg på at motivere rederierne, der anløber havnen, til at blive mere bæredygtige.
“Skibene får en rabat på 4,5 pct. af skibsafgiften, hvis de opnår mindst 30 point i ESI (Environmental Ship Index), hvor pointene tildeles i forhold til deres udledninger af CO2, SOx, NOx og deres mulighed for at modtage landstrøm,” skriver Aarhus Havn.
Havnen peger på, at udfordringen for rederierne er, at deres skibe har lang levetid.
“Derfor vil den type incitamenter kun få begrænset effekt i begyndelsen, mens den i højere grad vil slå igennem, når rederierne udskifter et eller flere skibe i deres flåde,” erkender Aarhus Havn.
Kilde: Aarhus Havn.