Kaptajn indrømmer - men afviser skyld
Kaptajnen på den grundstødte bulkcarrier Wakashio indrømmede, at han havde sejlet skibet tættere på land, så de besætningsmedlemmerne kunne få forbindelse med deres mobiltelefoner, men gav alligevel førstestyrmanden skylden for grundstødningen.
Trods indrømmelsen fastholdt kaptajn Sunil Kumar Nandeshwar under den tredje og sidste afhøring i undersøgelsesretten på Mauritius, at ansvaret for grundstødningen var førstestyrmandens.
Kaptajnen forklarede, at skibet ikke ville være grundstødt, hvis førstestyrmanden havde fulgt hans ordre, men i stedet lagde kursen, så det kom blot 1,5 sømil fra kysten på Mauritius.
Han greb ganske vist ikke ind, da kursen blev lagt om, fordi “førstestyrmanden var en erfaren mand”, og han forklarede videre, at selvom førstestyrmanden havde drukket alkohol, var han ikke påvirket, da grundstødningen skete.
Det er ok at drikke alkohol under visse betingelser, forklarede han videre. Selv var han spirituspåvirket, da grundstødningen skete, har han tidligere indrømmet.
Kaptajnen sagde i sin vidneforklaring, at han havde modificeret kursen på skibet for at undgå et tropisk lavtryk og for at passere Mauritius så tæt som muligt for at besætningen på den måde ville være i stand til at få signal på deres mobiler, så de kunne ringe hjem.
Kaptajnen bemærkede i den forbindelse, at besætningen skulle være afmønstret 19. januar, men fortsat var om bord på grund af corona-pandemiens aflyste besætningsskift.
Mens kaptajn og førstestyrmand skyder skylden på hinanden i undersøgelsesretten er et kinesisk bjærgningsselskab godt i gang med at fjerne agterdelen af Wakashio, der har stået på revet siden forliset 25. juli 2020.
MV Wakashio. Dismantling of the stern. Démantèlement de la poupe. #wakashio #pointedesny #mahebourg #mauritius #indianocean #dalbair #hongbang6 #lequotidiendelareunion #gcaptain
Slået op af Vel Moonien i Onsdag den 17. februar 2021