Corona-ramte søfolk får ny støtte-fond
Danske Rederier er blandt de organisationer, der støtter ny fond, som skal hjælpe indiske og andre udenlandske søfolk, som er særlig ramt af Covid-19. Fonden har som mål at rejse 1.000.000 dollar, men der er et godt stykke vej endnu.
Fonden er oprettet efter flere internationale aktører inden for shipping har henvendt sig til International Chamber of Shipping (ICS) og udtrykt bekymring over for særligt indiske søfolk og deres familier på grund af den meget alvorlige Covid-19 situation i landet.
”Vi er alle påvirket af de seneste nyheder fra Indien, og vi står sammen med vores søfarende, når vi håndterer plagerne fra Covid-19-pandemien. Maersk støtter oprettelsen af Seafarers International Relief Fund, og vi vil gøre vores yderste for at støtte vores indiske søfarende og deres familier i denne vanskelige tid,” siger Henriette Hallberg Thygesen, CEO for Fleet and Strategic Brands og Executive Vice President i
A.P.Møller - Maersk
i en kommentar.
Fonden har et mål om at rejse 1.000.000 dollars, som primært skal hjælpe indiske søfolk, men også kan gå til andre særligt ramte. Danske Rederier bidrager med 10.000 dollar.
”Når en samlet shippingbranche går sammen med en opfordring til at hjælpe indiske og udenlandske søfolk, støtter vi naturligvis fra Danske Rederier. Der er et særligt bånd, som knytter søfolk sammen. Det synes jeg, at dette initiativ er et godt billede på,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier, der opfordrer alle til at støtte op om de ramte søfolk.
“Her er en gylden mulighed for at vise sammenhold på tværs af landegrænser og konkret bakke op om de mange søfolk, som har holdt forsyningslinjerne åbne i al den tid, hvor verden har været lukket ned på grund af corona” siger Anne H. Steffensen.
Lørdag morgen var der doneret godt 140.000 til fonden.
Donationer kan gives gennem The Seafarers' Charity: Seafarers International Relief Fund HER.
Kilde: Danske Rederier.