Nyt bestyrelsesmedlem i Danske Rederier
Den adm. direktør for Ziton A/S, Thorsten Jalk, er på dagens generalforsamling blevet valgt som nyt bestyrelsesmedlem i Danske Rederier. Han afløser Martin Fruergaard, der er blevet udnævnt til CEO for Pacific Basin i Hong Kong.
”Jeg er glad for tilliden og ser frem til arbejdet i Danske Rederiers bestyrelse med at sikre de bedst mulige vilkår for at drive rederivirksomhed i og ud af Danmark. Vi er en af verdens allerstørste søfartsnationer og har aktiviteter i stort set alle segmenter – den position skal vi bevare,” siger Thorsten Jalk. Der er genvalg til formand Jacob Meldgaard, CEO i Torm A/S og næstformand Henriette H. Thygesen, CEO, Maersk Fleet and Strategic Brands hos A.P. Møller - Maersk, ligesom den øvrige bestyrelse er genvalgt.
”Jeg vil gerne takke Martin Fruergaard for hans indsats i bestyrelsen og ønske god vind med hans nye spændende opgave hos Pacific Basin i Hongkong. Samtidig vil jeg ønske Thorsten Jalk et varmt velkommen i bestyrelsen. Han repræsenterer et af vores vækstsegmenter, og han vil uden tvivl kunne bidrage i bestyrelsesarbejdet blandt andet med hans store viden om offshore-vind,” siger Jacob Meldgaard.
Den samlede bestyrelse ser herefter sådan ud:
Jacob Meldgaard, CEO, Torm A/S (formand) (genvalgt) Henriette H. Thygesen, CEO, Maersk Fleet and Strategic Brands, A.P. Møller - Mærsk (næstformand) Torben Carlsen, CEO, DFDS A/S (genvalgt) Jan Rindbo, CEO, Dampskibsselskabet Norden A/S (genvalgt) Christian M. Ingerslev, CEO, Maersk Tankers A/S (genvalgt) Lars Hjorth Simonsen, Skibsreder, M. H. Simonsen ApS Peter Lytzen, CEO, Esvagt A/S Thorsten Jalk, CEO, Ziton A/S (nyt medlem)