Slutspurten om verdens største i gang
De seks bydende konsortier på etableringen af Thor Havvindmøllepark, der bliver Danmarks største, har nu fået de endelige udbudsbetingelser. Dermed går slutspurten ind om en opgave, der kræver samlede investeringer på 15,5 mia. kr.
Det er Energistyrelsen, der nu har finpudset udbudsbetingelserne, og byderne har nu fire måneder til at udarbejde deres endelig bud på parken, der bliver placeret mindst 22 km. ud for kysten ved Thorsminde.
Thor Havvindmøllepark, der er den første af tre havvindmølleparker besluttet som en del af Energiaftalen fra 2018, skal fra senest i slutningen af 2027 levere grøn strøm til ca. 1 mio. danske husstande.
Tidligere på året blev udbudsbetingelserne for Thor statsstøttegodkendt af Europa Kommissionen, og i maj blev planen for Thor miljømæssigt godkendt på baggrund af en Strategisk Miljøvurdering (SMV).
I den sidste fase af udbuddet har Energistyrelsen, i tråd med tidligere danske havvindmølleudbud, gennemført en forhandlingsfase, som har givet mulighed at justere udbuddet med sigte på at bringe budprisen på parken yderligere ned. Samtidig har Energistyrelsen sørget for, at relevante lovændringer for Thor træder i kraft 1. juli, 2021, skriver Energistyrelsen.
Kilde: Energistyrelsen.