Millionregning for sammenstyrtet kajanlæg
Det kommer til at koste Kalundborg Havn og lejeren, Equinor Raffinaderiet. et tocifret millionbeløb at reparere den sammenstyrtede Pier E. Det vurderer Equinor ud fra de første undersøgelser af det 30 meter lange hul i kajanlægget.
Det kom som en overraskelse for alle, da et 30 meter langt stykke af Pier E i Kalundborg Havn pludselig styrtede sammen i begyndelsen af maj.
Havneanlægget benyttes af tankskibe med stor dyggang ved anløb af Equinor Raffinaderiet. Raffinaderiet har lejet kajanlægget af Kalundborg Havn på en langtidskontrakt
”Vi har påtaget os opgaven med at reparere. Det med hensyn til regningen har vi en dialog med Kalundborg Havn om”, siger Jørgen Krogager, driftsdirektør hos Equinor Raffinaderi, til TV2 Øst.
”Vi vil holde oversigt over, hvilke udgifter vi har, og så vil vi gøre Kalundborg Havn opmærksom på, at vi kommer tilbage på et tidspunkt og beder om at få gjort tingene op”, siger Jørgen Krogager.
Indtil nu har den ødelagte Pier E ikke været et stort problem for Equinor, da de tankskibe der har anløbet raffinaderiet siden uheldet, har været i stand til at benytte Pier A - der også benyttes af raffinaderiet.
”Det har sparet os for en del hel penge”, siger Jørgen Krogager til TV-stationen.
Hvordan udgiften til reparation af Pier E i sidste ende fordeles mellem havnen og raffinaderiet, vides endnu ikke.
Kilde: TV2/Øst