Scandlines glæder sig over flere passagerer
Selv om der stadig er længere mellem passagererne om bord på Scandlines færger end normalt, kan rederiet glæde sig over en fremgang i antallet af rejsende sammenlignet med 2020, hvor coronaen næsten satte en stopper for passagertrafikken.
"Vi kan se en forbedring i forhold til sidste år. Det bliver ikke en sommer som i 2019, og vi forventer, at vi fortsat vil være påvirket af corona et godt stykke tid endnu, men det går den rigtige vej”, siger Anette Ustrup Svendsen, kommunikationschef hos Scandlines til TV2/Øst.
”En stor gruppe danskere er vaccineret, og det samme er tyskerne. Det giver dem mulighed for rejse uden at skulle i isolation, når de først har krydset grænsen”, siger Anette Ustrup Svendsen
Scandlines modtog sidste år 69 millioner kroner i coronastøtte, men valgte at betale pengene tilbage igen, da det lykkedes rederiet at komme ud af året uden et underskud på bundlinjen.
Redaktionen