Viking med bedste resultat i fem år
Viking Life-Saving Equipment kom ud af 2021 med et nettooverskud på 206 millioner kroner, det bedste resultat i fem år og en markant fremgang i forhold til nettooverskuddet på 131 millioner kroner i 2020. Nettoomsætningen lå på 2,7 milliarder kroner.
”Vores bundlinje er på et historisk højt niveau, og det er drevet af to faktorer. Vi har samlet set haft et fint produktsalg, men på serviceområdet har der været vækst i alle ydelsesområder, hvor både de traditionelle og tilkøbte serviceydelser har haft et højt aktivitetsniveau. Den anden årsag er sparede omkostninger, som vi dog ikke kan forvente at fastholde fuldt ud i 2022, da der vil være et efterslæb i forhold til rejser samt deltagelse i messer og udstillinger over hele verden”, siger Henrik Uhd Christensen, CEO i Viking Life-Saving Equipment.
Det øgede salg af redningsudstyr fordeler sig særligt på flåder, redningsbåde samt rednings- og beskyttelsesdragter (PPE), hvor især afsætningen af branddragter skiller sig ud. Det samme gør brandslukningssystemer til containerbrande på containerskibe, HydroPen, der siden opkøbet i 2021 har bidraget yderligere til at positionere VIKING som den ultimative one-stop-shop inden for maritime sikkerhedsløsninger.
”Både på produktsalg og service oplever vi øget interesse for de komplette pakker, vi tilbyder. Når vi sælger et produkt, eksempelvis redningsbåde, følger de øvrige produktområder i stigende udstrækning med. Det samme gør sig gældende inden for service, hvor kunderne ofte indgår serviceaftaler, der dækker alle sikkerhedsprodukter om bord på skibene. De senest tilkøbte kompetencer inden for blandt andet brandslukningsudstyr accelererer denne udvikling”, siger Henrik Uhd Christensen.
Ledelsen forventer, at koncernen vil opnå en tilsvarende, høj aktivitet i 2022 og et resultat på linje med rekorden i det forløbne regnskabsår. Forventningerne er forbundet med større usikkerhed end vanligt på grund af den geopolitiske uro i verden.
Redaktionen