Grøn reform skal ikke bygges på nye skatter
Topledelsen i Danske Maritime - formand Bjarne Foldager, der også er CEO for MAN Energy Solutions, og adm. direktør for Jenny Braat, er gået sammen om at skrive en kronik, bragt i dagbladet Børsen og på brancheorganisationens hjemmeside.
Du kan læse kronikken i fuld længde herunder:
For et par uger siden kom en ekspertgruppe med input til en grøn skattereform. Målet er CO2-reduktioner, men hvorfor er der pludselig sat lighedstegn mellem grøn omstilling og øget beskatning? Det er et skævt afsæt, og vi mener, at tilgangen bør være en helt anden.
De tre foreslåede modeller vil i varierende grad beskatte danske virksomheder og kan for de store udledere ende som et økonomisk skrækscenarium, der skubber produktionen til udlandet. En effekt der åbenlyst ikke løser den globale klimaudfordring, men blot flytter problemet.
Ingen af modellerne forholder sig til, hvordan man kan motivere til grøn omstilling uden at flytte penge fra virksomhederne til statskassen og rundt i det danske skattesystem med puljer, omfordeling, dokumentationskrav i 7 eksemplarer og masser af administrativt bøvl.
De forholder sig heller ikke til de internationale rammebetingelser. Den maritime industri vil utrolig gerne bidrage til vores fælles ambitiøse målsætninger, men vi skal samtidig kunne agere på det globale marked til konkurrencedygtige priser. Ellers bliver vi valgt fra.
Opdraget til eksperterne burde derfor have været et helt andet: Hvordan får vi mest mulig grøn omstilling for pengene? Hvad kan virksomhederne realistisk set sætte af til grønne tiltag, når de samtidig skal bevare deres konkurrenceevne? Og hvilke typer af virksomheder skal vi koncentrere os om at hjælpe?
Vi savner således en model 4, der belyser, hvordan vi kan nå vores reduktionsmål ved at lade pengene blive i virksomhederne, så de kan investere uden først at betale afgift, for derefter at skulle søge pengene igen.
Samtidig er der brug for konstruktive politiske tiltag, for tempoet kan sagtens øges, men der brug for mere realisme, fordi:
For det første er det svært at lave grøn omstilling, når vi ikke har nok bæredygtige energiformer at sætte i stedet for. Dette er presserende at finde løsninger på.
For det andet mangler der konkrete løsninger. For hvis en virksomhed beslutter sig for CO2-fangst, skal der bestilles en række anlæg, men disse er ikke klar endnu. Der kan sagtens gå fem år, før der kan monteres noget på skorstenen, og vi er heller ikke klar med et sted at fragte CO2’en hen. Og i ventetiden vil den ellers positivt stemte virksomhed så blive beskattet hårdt.
For det tredje betaler danske virksomheder i forvejen meget store CO2-afgifter inden for EU-systemet. Disse stiger løbende i de kommende år og ender direkte i den danske statskasse. Så hvad skal vi helt præcist med en dansk særregel, som risikerer at svække dansk konkurrenceevne, når vi i forvejen er med i EU’s kvotesystem?
For det fjerde må der loft over en eventuel dansk beskatning, for ellers vil en række virksomheder simpelthen ikke have penge tilbage til større grønne investeringer, og så er vi jo lige vidt.
Selv den mest skånsomme model fra eksperterne vil beskatte danske virksomheder markant hårdere end deres udenlandske konkurrenter og vil koste danske produktionsarbejdspladser.
Så vores opfordring er:
Lad det europæiske system vise sin effekt og vis tillid til virksomhederne, som allerede er i fuld gang med grøn omstilling. Vi er helt med på en ambitiøs CO2-beskatning, men den skal være international.
Brug i stedet for flere statslige midler til at accelerere den nødvendige forskning, udvikling og innovation, så vi både kan få vores egen grønne omstilling op i gear og øge eksporten af grønne teknologier. Alene vores danske maritime udstyr vil kunne reducere den globale udledning af drivhusgasser fra skibsfarten med mere end den samlede danske udledning.
Vi kan derfor både gøre godt i Danmark og øge eksporten, hvis modellen styrker virksomhedernes konkurrenceevne frem for at tynge dem med afgifter og bureaukrati.
Kig derudover også gerne mod Norge, hvor man har lavet en fokuseret indsats for at få udledningerne ned hos de tre største udledere, som får dækket 80 % af deres investering i CO2-fangst plus et tiårigt driftstilskud. Norge vurderer, at dette giver en langt større effekt end at skyde med spredehagl på hele erhvervslivet. Vi kunne godt tænke os at se et tilsvarende regnestykke for de største danske udledere, for måske er det samfundsøkonomisk bedre at hjælpe disse med at komme i mål.
Så lad være med at lave danske særregler. Men går man alligevel den vej, så lad pengene blive i virksomhederne, så de undgår beskatning ved at investere et tilsvarende beløb i nye teknologier og grønne løsninger. Det vil skabe en konstruktiv incitamentsstruktur fremfor endnu en skattemæssig labyrint med en sort skygge af svækket konkurrenceevne.