Ø-færge fejrede 25 års fødselsdag 1. maj
Færgen M/F Højestene, der sejler på ruten mellem Svendborg, Drejø og Skarø, blev fejret søndag, hvor både skibet kunne fejre 25 års fødselsdag og iøvrigt har besejlet ruten lige så længe.
Fødselsdagen blev fejret med gratis brunsviger og Skarø is til gæster og passagerer, skriver Steen Winkel i en mail til Maritime Danmark. Vi takker for tippet.
M/F Højestene blev bygget på Tórshavnar Skipasmiðja i Thorshavn på Færøerne og er udstyret med to dieselmotorer på hver 750 kW, der er i stand til at give den 31 meter lange færge en tophastighed på 11,6 knob.
Færgen kan medtage 98 passagerer i sommerperioden, men kun 60 passagere i vinterhalvåret, hvor alle skal kunne sidde indendøre.
Overfarten fra Svendborg til Skarø tager ca. 30 minutter, mens turen fra Svendborg til Drejø varer ca. 75 minutter.
Redaktionen.