Millionstøtte skal skabe nye offshore jobs
Med en saltvands-indsprøjtning på 27 millioner kroner, forsøger Syddansk Vækstforum nu at sætte ekstra gang i etableringen af nye arbejdspladser med udgangspunkt i den omfattende offshore aktivitet i Nordsøen.
"Offshorebranchen har stor betydning for fremtidens erhverv i Region Syddanmark. Branchen har gennem tiden formået at vokse og omstille sig efter efterspørgslen på energi. Med disse projekter sætter vi turbo på udviklingen. Vi forventer, at det vil skabe mange jobs i offshorebranchen, som er solidt forankret i Esbjerg. Vi skal sikre, at det store potentiale indenfor offshore udnyttes fuldt ud", siger regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum Carl Holst.
Ud over de 27 millioner kroner til 'Energi på Havet' har Vækstforum med 1,4 millioner kroner også støttet "Offshore innovationsnetværk", som er blevet godkendt af Videnskabsministeriet som nationalt innovationsnetværk.
"Med 27 millioner kroner fra Vækstforum til projektet "Energi på havet", får offshorebranchen en enestående chance for at styrke sammenhængskraften mellem de vigtige aktører i branchen. Offshorebranchens store styrke hænger i høj grad sammen med myndighedernes og erhvervslivets evne til at løse udfordringer i fællesskab. Nu har vi samlet over 40 offentlige og private aktører i dette projekt, som vil omhandle ny teknologi, offshore vindsektor, uddannelse, flere leverandører, rekruttering til branchen med mere", siger Esbjergs borgmester Johnny Søtrup.
Offshore branchen beskæftiger over 9.000 mennesker i regionen.
Kilde: Erhvervsbladet