Korpsånd kan give Mærsk problemer
Et af de vigtige elementer i Maersk Linies nye strategiplan - Streamline - er en sparerunde der skal skære unødvendig fedt i organisationen væk. Og den skal overstås hurtigt, ellers flygter medarbejderne, advarer professor i ledelse.
A.P. Møller-Mærsk har kastet sig over en vanskelig opgave med at skære 3000 ud af 25.000 stillinger væk i containerrederiet Maersk Line. Det er en proces, der skal overstås lynhurtigt, ellers vil det skabe uro, usikkerhed og tære på arbejdsglæden. Det skriver Fyens.dk
"Det er indlysende, at usikre og nervøse medarbejdere vil se sig om efter et andet job. Det er de rotter, der er bedst til at svømme, der forlader skuden først", siger Anders Drejer, professor i ledelse ved Handelshøjskolen, Århus Universitet.
A.P. Møller-Mærsk er gennemsyret af en særlig korpsånd, hvor medarbejderne er loyale og stolte af at være ansat i virksomheden. Men professoren ser den stærke korpsånd som et tveægget sværd i den nuværende situation.
"De kæmper mod deres egen korpsånd. Den er i denne situation Mærsks største ulempe, når de ansatte skal til at arbejde anderledes. Det er stort problem, hvis nogen er alt for selvtilfredse med den måde, tingene har fungeret på. Vi så det med Lego, hvor der også var en stærk kultur, og medarbejderne var sindssygt stolte af deres virksomhed. Her var det svært at få medarbejderne til at agere anderledes, end de altid havde gjort", siger Anders Drejer til Ritzau
Kilde: Fyens.dk