Team Tanker maskinchef overfaldet
Maskinchefen om bord på kemikalietankeren Sichem Rio, der er ejet af Team Tankers, der har operationelt hovedkvarter i København, er blevet overfaldet af bevæbnede røvere om bord på tankskibet, mens det lå for anker ud for Tanjung Priok i Indonesien.
Overfaldet skete kort før solopgang den 31 juli. Seks bevæbnede røvere sneg sig om bord på tankskibet, hvor de angreb og sårede skibets maskinmester, der var i gang med en rundering på skibet.
Der blev slået alarm og besætningen mønstrede frem, hvilket fik røverne til at tage flugten.
Ifølge ReCAAP er overfaldet det andet på positionen den seneste måned.
”Røverier og tyverier fortsætter med at være et problem i havne og på ankerpladser i Indonesien”, siger den britiske sikkerhedsrådgiver Gray Page til Tradewinds.
Sikkerhedsrådgiveren opfordrer skibe til at holde skærpet opsyn når de befinder sig i området.
Kilde: Tradewinds