Hård kamp mellem sydfynske værfter
KORT NYT: De tre sydfynske værfter i Assens, Svendborg og Søby udkæmper en hård kamp om kunderne. Det siger Sales Manager Poul Sækmose, Petersen & Sørensen Motorværksted i Svendborg til søfartssiden Koøjet i Fyens Amts Avis.
”Kampen om ordrerne er hård. Vores nærmeste konkurrenter er Søby og Assens”, bekræfter Poul Sækmose overfor avisen. Værftet har dog nok at se til, med besøg af et par større, norske skibe i dokken i løbet af de seneste uger, og yderligere en på vej senere i denne måned.
Samtidig regner værftet, ligesom konkurrenterne, lige nu på et tilbud til Molslinjen om maling af færgerne Frigg Sydfyen og Fynshav i Molslinjens grå-hvide farver. Senere skal også de to færger på Spodsbjerg - Tårs ruten, Langeland og Lolland, under penslen så de kan fremstå i Molslinjens lyse farver.
Kilde: Fyns Amts Avis