Coronavirus rammer ny Samsø hurtigfærge
De kinesiske myndigheder har på grund af coronavirussen forlænget ferien for alle arbejdere med ti dage efter det kinesiske nytår, og det får konsekvenser for færdiggørelsen af den nye Samsø-færge Lilleøre, oplyser Samsø Rederi.
Rederiet har fået et varsel fra AFAI-værftet i Kina om, at arbejdet først starter op efter ferien den 10 februar.
“Dette får betydning for blandt andet søsætningen af skibet som nu er flyttet til d. 20. februar. Det får selvfølgelig også en betydning for den samlede tidsplan for hurtigfærgen LILLEØRE, herunder færdiggørelse, testsejladser, godkendelser og hjemtransport. Vi har i dag informeret myndigheder og transportør om udviklingen og vi er i tæt kontakt med værftet om dette,” skriver Samsø Rederi i et opslag på Facebook.
Hvilken konsekvenser, det vil få for leverancen af skibet til Danmark og den planlagte indsættelse på ruten den 15. juni, er endnu for tidligt at sige.
“Den tidsbuffer vi havde i vores planlægning, er nu helt opbrugt af denne forsinkelse,” oplyser rederiet, der vil melde ud, når det efter en stabilisering af situationen kan udarbejde en revideret tidsplan.
Lilleøre får plads til knap 300 passagerer og ca. 75 cykler og skal indsættes på en ny rute fra Aarhus til Sælvig på Samsø.
Kilde: Samsø Rederi