Bunkerorganisation får dansk formand
Direktør Henrik Zederkof fra den danske bunkergigant, Bunker Holding A/S, er fra den 1. april udpeget som ny formand for bestyrelsen i den internationale bunkerorganisation IBIA. Samtidig indtræder en repræsentant fra Maersk Oil Trading i bestyrelsen.
Offentliggørelsen af det nye danske formandskab fandt sted mandag, forud for organisationens årlige store samling med middag i London.
Henrik Zederkof bringer solid erfaring fra branchen med sig ind i formandsstolen efter knap 27 år som adm. dir. i Dan-Bunkering og efterfølgende knap tre år som direktør i moderselskabet Bunker Holding A/S, der har hovedsæde i Middelfart.
Blandt de fire nyvalgte til bestyrelsen er også en repræsentant fra, Maersk Oil Trading, Peter Beekhuis, der er chef for for virksomhedens handler i Asien, Mellemøsten og Oceanien.
Ud af bestyrelsen træder bl.a. danskeren Martin Laue Brodersen fra Panthera Energy Trading i Tyskland, der tidligere har været ansat i bunkerafdelingerne i Torm, J. Lauritzen og Maersk Oil Trading.
International Bunker Industry Association, IBIA, består af medlemmer fra alle dele af værdikæden i bunkerindustrien fra leverandører, skibsredere og mæglere til kreditvurderingsinstitutter, havnemyndigheder og journalister.