Oliepris i største fald siden 1991
Sammenbrudte forhandlinger om en ny olieforsyningsaftale mellem Rusland og OPEC har sendt olieprisen ud i et dramatisk fald. Da markedet åbnede i Asien søndag aften dansk tid, faldt priserne mere end 31 pct. Det er det største fald siden Golfkrigen i 1991.
Verdens olieforbrug er faldet under corona-krisen, og OPEC-landene ønskede på den baggrund at få Rusland til at skære dybt i sin olieproduktion for at tvinge prisen på markedet op. Men det afviste Rusland i fredags og dermed faldt en mulig aftale til jorden.
Sammenbruddet i forhandlingerne førte til forudsigelser om, at olieprisen ville falde helt ned til 30 dollar pr. tønde. Og natten til mandag blev en tønde olie fra Nordsøen handlet til 31 dollar.
Den lave pris gør ondt på de olieproducerende lande, men mere på Saudi-Arabien end Rusland. Sidstnævnte kan ifølge storbanken Citigroup få
sine offentlige budgetter til at balancere med en pris på under 45 dollars tønden, mens Saudi-Arabien skal låne penge, så snart prisen dykker under 70 dollars.
Når den nuværende olieforsyningsaftale mellem Opec-landene udløber ved udgangen af marts, kan de igen skrue op for produktionen. Det har verden ganske vist ikke brug for i øjeblikket, men det ventes, at Saudi-Arabien alligevel vil øge sin produktion til over ti mio. tønder dagligt, skriver Reuters.
Det statslige olieselskab Saudi Aramco har samtidig indledt en priskrig, der fra april lover vesteuropæiske kunder olie til markedsprisen minus en rabat på 10,25 dollar.
“Det er de største rabatter i 20 år. Det er en direkte konfrontation med Rusland, hvis storkunde netop er Nordvesteuropa,” siger Jan Bulov, olieanalytiker i Jyske Bank, til Børsen.