Studerende fra SIMAC vinder DM igen

Torsdag 28. maj 2020 kl: 16:00

Studerende fra SIMAC vinder DM igen
Fra venstre: Christoffer Damgaard Hansen, Mads Nicolai Rasmussen, Rasmus Bahne Hyldal og Martin Bjerregaard Jensen

Onsdag den 27. maj stod det igen klart, at innovation og entreprenørskab står højt på dagsordenen på den maritime uddannelsesinstitution SIMAC i Svendborg. For sjette gang vandt studerende netop herfra nemlig førstepladsen ved DM i entreprenørskab.

Det vindende hold, hvor tre ud af fire deltagere er studerende fra SIMAC var i konkurrence mod 19 andre hold fra hele Danmark, der hver især på forhånd havde kvalificeret sig ved de forskellige regionale mesterskaber.
 
De tre studerende fra SIMAC, Christoffer Damgaard Hansen, Mads Nicolai Rasmussen Martin Bjerregaard Jensen løb sammen med Rasmus Bahne Hyldal, Syddansk Universitet, med sejren for deres idé Hydro-SAFE, som er en særlig gummimanchet, der kan sammenkoble maskiner, helt uden at støv og snavs kommer med.

Alt foregik naturligvis online og de studerende havde valgt at udføre deres pitch fra en lade, hvor de kunne fremvise deres prototype. Idéen faldt i så god jord hos dommerne, at sejren igen tilfaldt SIMAC. Næste skridt er EM i juni.
 
SIMAC har tidligere vundet DM i 2013, 2014, 2015, 2017 og 2019.

Kilde: SIMAC

Redaktionen

Copyright © Maritime Danmark. Alle artikler, fotos og øvrige illustrationer, der er på disse sider, stammer fra Maritime Danmark. Artikler, fotos og øvrige illustrationer er beskyttet af de ophavsretslige regler og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden tilladelse.