Hvide Sande løber med fiskerikontrolskib

Fredag 26. juni 2020 kl: 10:58

Hvide Sande løber med fiskerikontrolskib
Arkivfoto.

Det bliver Hvide Sande Shipyard, der skal bygge Fiskeristyrelsens nye fiskekontrolskib til knap 170 mio. kr. Det vestjyske værft vandt ordren foran Karstensens Skibsværft i Skagen i en udvælgelse, hvor der blandt andet blev lagt stor vægt på miljø- og klimarigtige løsninger i nybygningen.

Ministeren for området, Mogens Jensen, er glad for, at det endte med at blive en kamp mellem to danske værfter.

“Jeg er rigtig glad for, at vi nu har valgt det værft, som skal bygge Fiskeristyrelsens nye kontrolskib Ny Vestkysten. Værfterne Hvide Sande og Karstensen havde begge rigtige gode bud på opgaven, men i sidste ende faldt valget på Hvide Sande, der nu skal bygge et ”state of the art” kontrolskib, når det kommer til miljøkrav, støjreducering og energioptimering, siger Mogens Jensen, minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling.

Også i Hvide Sande er der glæde over at have vundet den nye ordre, som bliver det største skib, værftet har bygget, og som samtidig kommer til at rumme en lang række spændende tekniske løsninger i forhold til manøvre- og sødygtighed og selve overvågningen, hvor der blandt andet skal benyttes store droner. Administrerende direktør Carl Erik Kristensen ser frem til at få taget hul på opgaven:

“Opgaven lander helt perfekt for os i forlængelse af, at vi har bygget fem hybridfartøjer og en fuldelektrisk færge til Fanø, som bliver færdig til efteråret. Vi vil gøre vores yderste for at bygge det bedst mulige fartøj til Fiskeristyrelsen og har store forventninger til opgaven, som får stor positiv betydning for vores værft. Så vi er utrolig glade for at have fået ordren,” siger Carl Erik Kristensen. 

I Danske Maritime glæder den administerende direktør sig over, at ordren er gået til et dansk værft.

“Det vil bidrage til gode danske arbejdspladser både hos værfter og leverandører, og det glæder os, at Fiskeristyrelsen er gået efter høj kvalitet, som jo netop er kendetegnet for de danskproducerede skibe. Det håber vi, at andre myndigheder vil lade sig inspirere af – ikke mindst set i lyset af behovet for en grøn omstilling, hvor den danske maritime industri er blandt de dygtigste i verden,” siger Jenny Braat.

Kilde: Danske Maritime

Redaktionen

Copyright © Maritime Danmark. Alle artikler, fotos og øvrige illustrationer, der er på disse sider, stammer fra Maritime Danmark. Artikler, fotos og øvrige illustrationer er beskyttet af de ophavsretslige regler og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden tilladelse.