Tre omkomne fundet ved eksploderet pram
De indonesiske myndigheder har fundet tre omkomne i vandet, tæt på Barokah Galangan Perkasa værftet, hvor en oliepram torsdag brød i brand og eksploderede tæt på et LPG-tankskib. Det vides ikke om de døde er omkommet i forbindelse med eksplosionen.
Årsagen til eksplosionen, der blev fanget på videoen der kan ses herunder, er endnu uopklaret, og de lokale myndigheder oplyser, at ingen besætningsmedlemmer fra hverken olieprammen eller tankskibet er meldt savnede.
Det vides derfor ikke, om de tre omkomne tilfældigt befandt sig i nærheden af eksplosionen, eller deres død har andre årsager.
De to skibe - prammen og tankskibet Grace V - lå fortøjet få meter fra hinanden på værftet i Øst-Kalimantan, hvor den voldsomme eksplosion indtraf.
Det tog lokalt redningsmandskab to timer at slukke branden i ilden i olieprammen.
Redaktionen