Haldor Topsøe partner i Maersk-center
Haldor Topsøe og Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping har formaliseret deres samarbejde med underskrivelsen af en aftale, der gør den danske virksomhed til partner i det langsigtede arbejde med at udvikle nul-udledende teknologier til den maritime industri.
I første omgang starter samarbejdet med teknologier, der kan omdanne vedvarende ressourcer som biomasse og grøn strøm til energibærere og brændstoffer, skriver Haldor Topsøe i en pressemeddelelse om samarbejdet.
Topsøe udvikler og industrialiserer også såkaldte Solid Oxide Electrolysis Cells (SOEC) til brug for højeffektiv produktion af brint gennem elektrolyse processer. Og både Topsøe og Center for Zero Carbon Shipping deltager begge i det allerede annoncerede projekt, SOFC4Marine, der er støttet af EUDP - Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.
“Det er fantastisk at blive partner med Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping. Det er en spændende ide at lade nogle af shipping industriens mest prominente spillere gå sammen med selskaber, der har den nødvendige viden til at accelerere energi-transitionen i skibsfarten. Sammen kan vi gøre en positiv forskel for verden og reducere CO2 udledningerne signifikant,” udtaler Kim Grøn Knudsen, der er Chief Strategy & Innovation Officer i Haldor Topsøe.
Med partnerskabet får Topsøe også sæde i centres Advisory Board.
Ud over Haldor Topsøe er også Alfa Laval, Norden, MAN Energy Solutions, American Bureau of Shipping, Cargill, Mitsubishi Heavy Industries, NYK Line, Siemens Energy, Total og selvfølgelig A.P. Møller - Maersk partnere i centret, der har Maersk-topchef Søren Skou som formand og tidligere miljøminister og klimakommissær Connie Hedegaard som næstformand.
Kilde: Haldor Topsøe