ShippingLabs styregruppe får flere kræfter
Det Blå Danmarks platform for maritim forskning, udvikling og innovation, ShippingLab, udvider styregruppen med Claus Graugaard, Head of Onboard Vessel Solutions hos Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping (ZCS).
Hensigten med optagelsen af Claus Graugaard i ShippingsLabs styregruppe er at skabe et endnu stærkere samarbejde og en styrket og givende videndeling på tværs af branchen samt – ikke mindst – at sikre sammenhæng med udviklingen inden for decarbonisering og grøn omstilling af skibsfarten på internationalt plan, skriver Danske Maritime i en pressemeddelelse.
Claus Graugaard har tidligere været en del af ShippingLabs styregruppe gennem sit arbejde for J. Lauritzen (nu BW Epic Kosan) og kender derfor særdeles godt til ShippingLabs rolle som en effektiv samarbejdsplatform for både store og små aktører i den danske maritime branche.
”Jeg er glad for at være tilbage som en aktiv del af ShippingLab, hvor jeg har oplevet, at vi på tværs af Det Blå Danmark er blevet mere tilbøjelige til at dele erfaringer, viden og data for sammen at blive stærkere,” siger Claus Graugaard.
ShippingLab er et fælles industri-initiativ, der arbejder for at udvikle danske kompetencer inden for digitalisering, autonom skibsfart og miljørigtig teknologi.
Styregruppen bag ShippingLab består af Logimatic, MAN Energy Solutions, Maersk Tankers, DTU, FORCE Technology, Danske Maritime, Danske Rederier, Søfartsstyrelsen og altså nu Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.
Kilde: Danske Maritime