Suez-selvpromovering i video om Ever Given
Under de fortsat voldsomme diskussioner mellem Suez-kanal-myndigheden og ejeren af Ever Given om både ansvaret for grundstødningen og størrelsen på kompensationen for at slæbe det enorme skib fri, har Suez-kanal-myndigheden nu udsendt en video om sin egen præstation.
I videoen fortæller Suez-myndigheden om, hvordan den straks efter grundstødningen tog det fulde ansvar for at trække det 400 meter lange containerskib fri igen - og satte alt ind på at løse opgaven - bl.a. 15 slæbebåde og mere end 600 medarbejdere.
Ever Given, der med en kapacitet på 20.388 teu. er blandt verdens største containerskibe, nåede at blokere den livsvigtige transportvej i seksdage, inden det endelig lykkedes at trække det fri.
Men det er endnu ikke lykkedes for den japanske ejer af skibet, Shoei Kisen, at nå til enighed med Suez-kanal-myndigheden om størrelsen på kompensationen for skibets blokering af kanalen.
Her lagde den egyptiske myndighed ud med at forlange astronomiske 916 mio. dollar, men har siden skruet kravet ned til 550 mio. dollar.
Kravene er hidtil blevet fejet af bordet af Shoei Kisen, der har tilbudt 150 mio. dollar. Og på det seneste er der skruet op for retorikken mellem parterne om ansvaret for grundstødningen.
Ejeren siger, at det er Suez-kanalens ansvar, at skibet overhovedet fik lov at sejle ind i kanalen i det hårde vejr. Lodsen om bord på Ever Given mente angiveligt at det var en dårlig idé, men blev afvist af sit hovedkvarter.
Det afvises af Suez-myndigheden, der omvendt fastslår, at det var kaptajnens ansvar - og han burde ikke have sejlet ind.
“Han kender sit skibs begrænsninger… så han kan sige: Jeg vil ikke sejle ind, jeg føler ikke at vejret er passende,” sagde Suez-kanalens chef, Osama Rabie forleden i et interview med Reuters.
Og i videoen, som du kan se herunder, er der ingen tvivl om, hvem der er heltene i Suez-kanalens egen udlægning.