Norden vil hente kapital gennem obligationer
Damskibsselskabet Norden vil undersøge muligheden for at hente et trecifret beløb i dollar gennem en række opkald til investorer, der starter i dag, oplyser selskabet. Afhængig af bl.a. markedsforhold kan det resultere i udstedelsen af en treårig usikret og uopsigelige obligation.
Norden har bedt Pareto Securities og SEB om at gennemføre opkaldene til investorerne i jagten på kapital. Det maksimale udstedelsesbeløb er på 150 mio. dollars med en forventet første udstedelse på nominelt op til 100 mio. dollars.
“Obligationsudstedelsen er en del af Norden’s plan om at diversificere sine finansieringskilder. Nettoprovenuet fra obligationsudstedelsen vil blive anvendt til generelle virksomhedsformål, som bl.a. inkluderer finansiering af arbejdskapital relateret til vækst og attraktive forretningsmuligheder primært inden for tørlastmarkedet,” skriver Norden i en meddelelse.
Netop tørlastmarkedet boomer i øjeblikket og var baggrunden for, at Norden for godt 14 dage siden opjusterede side forventninger til årsresultatet for 2021 til 110-160 millioner dollars mod tidligere forventet 75-125 millioner dollars.
Kilde: Norden.