Fremskrift på IMO-møde om klimaaftryk
Et møde i en IMO-arbejdsgruppe for CO2-reduktioner er endt med vigtig enighed om at arbejde videre med at regne på brændstoffers klimaaftryk helt fra kilde til forbrænding. Formålet med møde var at nærme sig hinanden før det vigtige møde i Miljøkomitéen, MEPC, i juni
”Vores store mærkesag er, at man bliver nødt til at medregne brændstoffer klimaaftryk i hele værdikæden fra udvinding, over raffinering til forbrænding. Vi skal se på det samlede billede i livscycklusperspektiv for ikke at snyde klimaet og hinanden”, siger Maria Skipper Schwenn, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.
Ved en livscyklusanalyse medtages både udledning af drivhusgasser under produktionen af brændstoffet og udledninger fra skibet, når brændstoffet bruges.
”Sat på spidsen, så skyder vi os selv i foden, hvis rederierne, havnene og brændstofleverandørerne investerer i en type brændstof, der måske nok giver fine udledningstal fra skibet, men til gengæld resulterer i en øget mængde GHG, når man tager hele produktionslinjen med. Vi skylder fra starten af at etablere det fulde billede og dermed et langt mere solidt beslutningsgrundlag”, siger Maria Skipper Schwenn.
”Stort set alle lande støttede op om at arbejde videre med livscyklusanalysen, og indlæggene fra industriorganisationerne understregede deres opbakning. Det må vi sige er positivt, og selvom vi ikke står med et kvantespring, så var det et væsentligt skridt fremad”.
Konklusionen blev, at man indstiller til MEPC, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal se på rammerne for, hvordan man kan regne på det samlede klimaaftryk for brændstoffer. Desuden var oplægget, at arbejdsgruppen bør arbejde hurtigt og være klar med anbefalinger til jul, så den samlede tidsplan for IMO’s GHG strategi ikke skubbes yderligere.
Det er nu til MEPC at tage stilling til, om arbejdsgruppen skal nedsættes, og hvilket mandat den i så fald skal udstyres med.
Kilde: Danske Rederier