Cadeler har skaffet kapital til nybygning
Vindrederiet Cadeler er nu klar til at udvide flåden med endnu et skib efter at have fået tilført 635 mio. kr. ved en kapitaltiførsel hentet på børsen i Oslo. Pengene skal bruges til et nyt fartøj til opsætning af havmøllefundamenter, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Det nye skib, der efter planen skal leveres i 2024 koster omkring 2,4 mia. kr., bygges efter et hybrid design. Det betyder, at det såkaldte F-class skib, hurtigt kan omstilles til at kunne installere havvindmøller.
Dermed køber Cadeler sig til en øget fleksibilitet i et marked, hvor der lige nu er stor efterspørgsel på opsætning af fundamenter til vindmøller.
“Cadeler har stærke kompetencer på området med mere end 500 installerede fundamenter siden 2013, og det er et naturligt skridt for vores virksomhed at investere i et skib til håndtering af storskala fundamenter,” siger Mikkel Gleerup, CEO i Cadeler.
F-class-skibet vil på hver tur kunne transportere op til seks XL monopiles med en vægt på 2.300-2.600 tons hver. Det giver en markant større effektivitet i driften, skriver Cadeler.
”Fleksibilitet, effektivitet og stordriftsfordele er kritiske succesfaktorer for vore kunder og os. Vi tilpasser vores samlede portefølje af skibe, så de nu i endnu højere grad opfylder disse behov,” siger Mikkel Gleerup.
Cadeler råder i dag over to installations-skibe, Wind Orca og Wind Osprey, der har en løftekapacitet på 1.200 tons, mens to nye skibe i den såkaldte X-Class forventes leveret i slutningen af 2024 og 2025.
Nu får de så efter planen følgeskab af endnu et skib.
Kilde: Cadeler.