Stærkt regnskab fundament for ny strategi
Middelfart-virksomheden Bunker Holding, der er verdens største bunker-leverandør, vil være blandt verdens førende i overgangen til bæredygtige brændstoffer og vil nu i en fem-årig strategi bygge det nødvendige fundament for at nå målet. Det sker på ryggen af et “overbevisende regnskab”.
Bunker Holding offentliggør først sit regnskab i juni, men topchefen, Keld R. Demant, løfter allerede nu lidt af sløret i forbindelse med lanceringen af den nye strategi.
”Finansielt har vi haft et af de mest overbevisende år i virksomhedens historie. Og skal jeg være ærlig, så er det ikke uden en vis stolthed, at vi kan præsentere en gennemarbejdet strategi, som bygger på et solidt regnskab efter et år, som også har været kendetegnet af en opslidende retssag,” siger Keld Demant.
Regnskabet er det næstbedste i virksomhedens historie, siger han i et interview med ShippingWatch. Virksomheden nåede i regnskabsåret 2019/20 sit hidtil bedste resultat med en indtjening efter skat på 126 mio. dollar.
Bunker Holding vil med den nye strategi skabe mere værdi gennem kundespecialisering og digitalisering af virksomheden.
“Det er fundamentet for Bunker Holdings nye strategi, der skal føre koncernen igennem de kommende år med store omvæltninger i industrien, såsom overgang til bæredygtige men endnu ikke tilgængelige brændstoffer. Målsætning er fortsat at facilitere verdenshandlen på en miljømæssig og social ansvarlig facon,” skriver selskabet i en pressemeddelelse.. "Med vores nye strategi har Bunker Holding til hensigt at sætte dagsordenen for, hvordan vi fortsat understøtter verdenshandlen. Bunkerindustrien har hidtil været ret konservativ og tilfreds med at spille forsvar frem for offensiv. Siden overgangen til olie for næsten et århundrede siden har skibe været drevet af det samme brændstof, og der har ikke været meget lyst til at være visionære eller innovative. Det ændrer vi på nu", siger Keld R. Demant.
Koncernen vil i de kommende år påtage sig en endnu mere rådgivende rolle indenfor nye brændstoftyper og logistik og dele denne indsigt og ekspertise med kunder. Der vil være stort fokus på at forberede den kommende omstilling med nye afdelinger, nye medarbejdere og nye produkter, påpeger Bunker Holding.
Keld Demant blev i december i fjor idømt 4 måneders betinget fængsel for sin rolle i datterselskabet Dan-Bunkerings salg af jetbrændstof, der endte med at blive brugt i den syriske borgerkrig.
Dan-Bunkering blev idømt en bøde på 30 millioner kroner og Bunker Holding en bøde på 4 millioner kroner for overtrædelse af EU´s sanktioner.
Kilde: Bunker Holding