Megayacht-mægler sanktioneret af USA
Hvem opsøger toppen af den russiske elite i jagten på en megayacht? Ifølge USA´s finansministerium er Imperial Yachts i Monaco med kontor i Moskva en populær partner. Og det er baggrunden for de amerikanske sanktioner, der søger at ramme Putins inderkreds og deres aktiver og dem, der hjælper.
Imperial Yachts kan sørge for det hele: fra design og bestilling til charter og management af den nye mega-yacht, skriver selskabet på sin hjemmeside. Og uden tvivl ganske diskret. Virksomheden med russisk direktør kan kontaktes via WhatsApp, der er krypteret. Diskretion er en æressag.
Og virksomheden er da også en ren slikbutik for oligarker og andre stenrige, der er på jagt efter endnu et statussymbol i den helt tunge klasse. Måske rækker økonomien ikke til en yacht i milliardklassen, men så måske til en uge i en af de allerstørste - den 136 meter lange Flying Fox, der ganske vist allerede er omfattet af amerikanske sanktioner. Pris for en uge: fra 3 mio. euro.
Imperial Yachts har opretholdt sit kontor i Moskva efter Ruslands angreb og virksomheden har altså ifølge USA´s finansministerium så tætte bånd til den russiske elite tæt på Putin, at den nu bliver blacklistet.
“Den russiske elite op til - og inklusiv præsident Putin - er afhængig af komplekse støttenetværk for at skjule, flytte og vedligeholde deres rigdom og luksusaktiver,” siger vicefinansminister for terrorisme og finansiel efterforskning, Brian Nelson.
“Vi vil fortsætte med at håndhæve vores sanktioner og afsløre de korrupte systemer, hvormed præsident Putin og hans elite beriger sig selv,” tilføjer han.
Finansministeriet benyttede også lejligheden til at sanktionere den 65 mio. dollar dyre yacht Sea Rhapsody, der sættes i forbindelse med den blacklistede oligark, Andrei Kostyn, der er CEO i den russiske VTB Bank.
Yachten er i øjeblikket gemt væk på Seychellerne, der trods Ruslands krig mod Ukraine fortsat beskytter russiske aktiver.
Kilde: Maritime Executive