Ikonisk flydende restaurant forlist
Hong Kongs ikoniske Jumbo Restaurant, der igennem årtier har været et yndet turistmål, er gået ned under et slæb i det Sydkinesiske Hav, oplyser ejeren, Aberdeen Restaurant Enterprises. Den flydende restaurants dage var dog i forvejen talte efter coronanedlukning.
Den flydende restaurants køkkenpram sank allerede i havnen i Hong Kong for tre uger siden - næsten som et symbol på lukningen af den berømte restaurant, der har været brugt i flere film, bl.a. i Bond-filmen, The Man with the Golden Gun.
Talrige filmstjerner og andre berømtheder som f.eks. Dronning Elizabeth II har også besøgt restaurantskibet, da det var i topform.
Efter to års Corona-nedlukning valgte ejeren ikke at forny den nødvendige licens til restauranten, der allerede i starten af 2020 havde genereret et samlet underskud på op mod 100 mio. kr. Ingen havde lyst til at overtage skibet og de enorme vedligeholdelsesomkostninger, og den 14. juni trak slæbebåde afsted med den flydende restaurant.
Men turen sluttede i weekenden, da restaurantskibet kæntrede og sank på 1.000 meter vand ud for Xisha-øerne i det Sydkinesiske Hav.
Og det er Aberdeen Restaurant Enterprises “meget kede af”, skriver selskabet i en pressemeddelelse og tilføjer, at ingen besætningsmedlemmer kom noget til.
“Selskabet venter nu på yderligere detaljer fra slæbebådsselskabet.”
Kilde: gCaptain.
Jumbo Floating Seafood Restaurant may be moved out of #HongKong tomorrow, after its owner decided to stop its operations and not to renew its shipping license weeks ago. Its kitchen barge has already sank into the sea last week, symbolizing the death of #HongKong's good old days. pic.twitter.com/cT3rIolHoD
— HongKonger (@hongkongersin) June 13, 2022