Maersk overvejer at fordoble grøn ordre
A.P. Møller - Maersk kan være på vej med en ny gigantordre på 12 metanol dual-fuel drevne containerskibe på hver 16.000 teu til en samlet værdi på estimeret 16 mia. kr., skriver TradeWinds. Maersk har allerede 8 grønnere containerskibe i ordre med option på yderligere fire.
Værfterne vil ikke selv bekræfte noget. Men ifølge TradeWinds-kilder er Sydkoreas tre største værfter, Hyundai Heavy Industries, Samsung Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering, blevet kontaktet af Maersk med henblik på nybygningerne.
Maersk vil heller ikke selv kommentere på rygterne om en ny kommende ordre:
“Som en global operatør af mere end 700 skibe, kigger A.P. Møller - Maersk løbende på sammensætningen af flåden for at sikre, at den matcher såvel den nuværende som fremtidige operationelle behov. Det inkluderer gennemgang og evaluering af mulighederne for at chartre fra tredjeparter, købe eller sælge skibe, samt bestilling af nybygninger,” hedder det i en udtalelse.
Ifølge værftskilder vil bygningen af 12 metanol dual-fuel containerskibe blive 5-10 pct. dyrere på grund af stigende omkostninger til materialer og arbejdskraft end de otte skibe - med option på yderligere fire -
som Maersk satte i ordre i fjor.
De blev vurderet til at koste 175 mio. dollar - ca. 1,25 mia. kr.
- pr. styk, mens eventuelle nye vil løbe op i 183 mio. dollar pr. styk.
Skulle Maersk - som rygterne antyder - rent faktisk bestille de 12 skibe, vil de formentlig først kunne blive leveret fra 2026 på grund af travlhed på de sydkoreanske værfter.
Kilde: TradeWinds.