Cadeler skal installere de allerstørste
Vindrederiet Cadeler har indgået kontrakt med Siemens Gamesa om installation af 60 af de allerstørste havvindmøller på 14 MV, der for første gang opsættes i kommerciel skala. Det bliver installationsfartøjet Wind Orca, der skal udføre opgaven, men det skal lige opgraderes først.
De enorme havvindmøller skal opsættes 22 km. ud for den skotske kyst i Moray West havvindparken. Men det kræver en kranopgradering af installationsfartøjet, før arbejdet kan gå i gang i starten af 2024.
Den nye hovedkran, der skal monteres, er i stand til at løfte 1.600 tons i en radius på 40 meter og den øverste kroghøjde er 160 meter over hoveddækket.
"Der er tale om en meget spændende opgave for Cadeler, hvor vores erfarne team og markedsledende teknologi vil støtte Siemens Gamesa med at installere det banebrydende projekt til tiden og budgettet. Vi er glade for at forny samarbejdet med Siemens Gamesa og at stå for installationen af disse imponerende møller," siger Mikkel Gleerup, CEO i Cadeler.
Siemens Gamesa 14-222 DD møllerne har en rotordiameter på 222 meter og dækker dermed et areal på knap 39.000 kvadratmeter.
Kilde: Cadeler A/S