Maersk Line er det mest grønne rederi
Maersk Line ligger helt i top blandt verdens 20 største containerrederier, når det gælder rederiets miljøindsats. Det viser en ny undersøgelse gennemført af det danske analysehus SeaIntel Maritime.
På en skala fra 1 til 5, med fem som det bedste, scorer Maersk Line 3,87 på miljøskalaen, efterfulgt af Hamburg Sud med 3,81 og Hyundai med 3,51 på hhv. 2. og 3. pladsen.
I den anden ende af listen finder man MSC på en næst sidsteplads med en score på 2,23 mens China Shipping Container Lines
/ CSCL slutter listen af med en score på 2,14.
Undersøgelsen er baseret på en kombination af de enkelte skibes ydelser, flådens alder og andre miljømæssige foranstaltninger, herunder konkrete tiltag der har som mål, at øge branchens bæredygtighed.
"Den største forhindring har været manglen på en fælles standard for, hvordan miljøpræstationerne måles. Vi har konstrueret et benchmark, som vi mener, er et fornuftigt grundlag for en sammenligning på dette område”, siger SeaIntel’s administrerende direktør, Lars Jensen.
Hele undersøgelsen, der er på 49 sider, kan rekvireres for 549 euro, ved at sende en mail til lars.jensen@seaintel.com.
Kilde: SeaIntel