Vesborg er nu blevet til Ane Læsø
Den gamle Samsøfærge Vesborg er nu genopstået under nyt navn. Fremover hedder færgen Ane Læsø og skal sejle mellem Frederikshavn og Læsø. Samtidig fungerer den som reservefærge på Samsø-ruten.
Færgeselskabet Læsø købte sidste år færgen af SamøFærgen for 24 millioner kroner inklusive færgerampe. Samtidig indgik de to rederier en aftale om at have fælles reservefærge kapacitet.
Det sker gennem en aftale om, at SamsøFærgen kan bruge Ane Læsø som erstatningsfærge på Samsø. Dels i forbindelse med planlagte værftsophold udenfor højsæsonen, dels som erstatningsfærge hele året ved havari på en af de fremtidige Samsø færger.
For den ydelse betaler SamsøFærgen et årligt beløb på 500.000 kroner og en dagsrate på 25.000 kroner.
Ane Læsø ligger lige nu i Frederikshavn hvor den er ved at gennemgå et hovedeftersyn. Om den når at blive klar til påsketrafikken vides ikke.
Vi takker fotograf Keld Gydum for de gode billeder, og opfordrer som altid alle der indfanger gode maritime motiver med deres kamera om, at sende en kopi til redaktionen@maritimedanmark.dk. Så sørger vi for at lægge dem ud, så alle maritimt interesserede kan kigge med.
Redaktionen