Søulykkesrapport om forlis af fiskeskib
Den 24. juni 2014 forliste det danske fiskeskib Pia Glanz i den norske del af Nordsøen under bjærgning af garn. Efter at have opholdt sig i redningsflåden i kort tid blev de fire besætningsmedlemmer reddet af det svenske tankskib Fox Luna, som befandt sig i nærheden.
Garnbåden L 654 Pia Glanz fra Thorsminde forliste sydvest for Norges kyst. Hverken skipperen eller nogen af de tre besætningsmedlemmer kom heldigvis noget til ved forliset. Besætningen blev reddet af en norsk redneingshelikopter.
Den Maritime Havarikommission har i undersøgelsen af forliset fokuseret dels på omstændigheder, som i dette tilfælde ledte til forliset af et velholdt og relativt nyt fiskeskib, og dels på de faktorer, som var medbestemmende for den vellykkede evakuering og efterfølgende redning af besætningen.
Det konkluderes i rapporten, at uidentificerede kilder til vandindtrængning i maskinrummet på fiskeskibe er en kendt problematik. Da Pia Glanz ikke er blevet hævet efter forliset, har det ikke været muligt at klarlægge de nøjagtige omstændigheder omkring kilden til vandindtrængningen.
I forbindelse med evakueringen peges der i rapporten på den positive effekt af, at besætningen et halvt år forud for forliset havde deltaget i et kursus i søsikkerhed for befarne fiskere.
Den Maritime Havarikommission har udarbejdet en søulykkesrapport på dansk, som er tilgængelig HER
Kilde: Den Maritime Havarikommission