Stor konference afholdes på DFDS-skib
De seneste trends og muligheder for implementering af e-navigation er årets temaer, når Søfartsstyrelsen sammen med IALA afholder konferencen ’e-Navigation Underway 2017’. Konferencen foregår på M/S Pearl Seaways, under en tur/retur til Oslo fra den 31. januar til den 2. februar.
Over to dage vil forskellige aktører byde ind med alt fra oplæg om cybersikkerhed til demonstrationer af teknologiske løsninger fra hele verden. Konferencen er også en unik mulighed for at få forskellige bud på, hvordan gevinsterne ved e-navigation kan realiseres.
Konferencen, der sidste år havde repræsentanter for 22 lande og 92 forskellige organisationer, er blevet et effektivt forum for dialog om udvikling og implementering af e-navigation.
Emner som harmonisering og maritime services vil blive debatteret af fagfolk fra hele verden. Alle deltagere få mulighed for at udveksle holdninger og give deres bud på, hvordan e-Navigation skaber mest mulig værdi fremover.
Tilmelding til konferencen foregår på www.e-navigation.net, hvor også det detaljerede program for konferencen vil blive offentliggjort. Frist for tilmelding er den 26. januar.
Kilde: Søfartsstyrelsen