Eksamensafslutning på Skipperskole
Fredag var der eksamensafslutning for 36 studerende på Skagens Skipperskole. Afslutningen adskilte sig fra tidligere derved, at Skipperskolen for første gang kunne ønske et hold skibsførere tillykke med eksamen.
”Med skibsførere siddende på nogle af stolene i dag er skolen også gået ind i en helt ny æra, hvor Skagen Skipperskole nu også kan kalde sig navigationsskole”, sagde forstander Anders C.T. Andersen.
”Vi er stolte af at det er lykkedes, vi er stolte af at i som har været 1. hold har holdt ud på trods af mange udfordringer ikke kun på det boglige område og vi håber og tror at fremtiden vil vise, at Skagen Skipperskole bliver skolen man vælger uanset hvilke navigatør uddannelse man har brug for og har lyst til at give sig i kast med”, sagde forstanderen.
Henvendt direkte tilde studerende sagde forstanderen:
”Jeg håber inderligt, at I er blevet klogere på jer selv. Det er en lederuddannelse i har taget. I skal ud og lede andre, have ansvaret for andre og der er karakterer ikke nok. Der skal der bruges menneskelighed og indsigt i egen formåen”.
”Der er brug for jer i et internationalt erhverv og en af de ting, der skal sælge danske navigatører, er at teorien er i orden, men mest af alt, at man kan tænke selv og aktivt være med til at skabe en god og sikker arbejdsplads”, sagde Anders C.T. Andersen.
Kilde: Skagen Skipperskole