Antwerpen Havn satte nye rekorder
2016 blev et rigtig godt år for Antwerpen Havn, der satte ny rekord med en godsmængde på 214 millioner tons over kaj. Samtidig passerede antallet af håndterede containerne for første gang 10 millioner TEU.
Efter mange års dvale er den europæiske økonom langsomt på vej op i omdrejninger, og det kan mærkes i havnene hvor en meget stor del af såvel import som eksport passerer. Det mærkes også i Antwerpen, der huser Europas næststørste havn.
Ud over fremgang i såvel den samlede godsmængde som antallet af løftede containere, gik også flydende bulk frem, og den samlede mængde ligger nu på godt 70 millioner tons.
De områder der klarede sig mindre godt i 2016 var bland andre kul og malm, en tilbagegang man også har set i andre europæiske havne.
Antallet af søgående skibe der anløb Antwerpen Havn endte sidste år på 14.523 - en stigning 0,7 procent. Samlet havde de besøgende skibe en tonnage på 402.665.000 tons - en stigning på 9,5 procent.
Stigningen i de besøgende skibes samlede tonnage, set i forhold til stigningen i antallet skibe, illustrerer meget godt at handelsskibene bliver større og større.
Antwerpen blev sidste år anløbet af 458 megastore containerskibe med en kapacitet på 13.000 TEU eller derover. I 2015 var det tilsvarende tal 320.
Kilde: Antwerpen Havn