Skatteminister vil afklare af destinationssag
Flere års usikkerhed om forsyningssejladsen ud af Nordjylland til de forbipasserende skibe tegner til at blive afklaret i løbet af januar i år. Overfor DR P4 Nordjylland lover skatteministeren en snarlig afklaring på sagen.
I længere tid har der hersket tvivl om, hvorvidt Danmark vil forhindre, at søfolk kan være omfattet af nettolønsordningen, når det gælder skibe, der eksempelvis sejler forsyninger ud til andre skibe.
For at være omfattet af den særlige nettolønsordning, hvor søfolk ikke betaler personskat, skal skibene sejle mellem forskellige destinationer. De danske rederier anser andre skibe for at være en sådan destination, mens SKAT i de seneste år har ændret standpunkt, og nu mener det ikke er tilfældet. Det står i kontrast til en række andre EU-lande, som ikke laver den sondring.
”I vores nabolande er der ingen problemer med at sejle ud til andre skibe inden for deres tilsvarende sømandsordninger, så vi har hele tiden været uforstående over for, at SKAT har sået tvivl om den her aktivitet. Derfor ser vi frem til en forhåbentlig positiv afslutning af sagen meget snart”, siger Jacob K. Clasen, underdirektør i Danmarks Rederiforening.
Skatteminister Karsten Lauritzen oplyste fredag til DR P4 Nordjylland, at der kommer en afklaring inden for få uger. Meldingen kommer i forlængelse af ministerens besøg for et års tid siden, hvor han annoncerede, at han ville arbejde for at finde en positiv afklaring, der sikrer de nordjyske arbejdspladser. Også i eftersommeren 2016 var ministeren på banen og varslede vilje til at løse problemet.
Det vakte glæde hos de berørte nordjyske rederier Saga Shipping og Alba Tankers, der har pointeret, at nettolønsordningen er en forudsætning for deres konkurrencedygtighed. Men ventetiden har været lang, og usikkerheden har allerede nu kostet nordjyske arbejdspladser. Derfor er der brug for en endegyldig afklaring fremfor gode intentioner.
”Vi tør ikke hoppe all-in på nye projekter og arbejdsområder. Tilkendegivelser kan ændre sig og pludselig blive til noget helt andet. Derfor har vi brug for et fast svar på, hvad der skal ske,” sagde Peter Møller, COO i Saga Shipping til DR P4 Nordylland.
Kilde: Danmarks Rederiforening