Syv savnes efter tyrkisk fragtskibs forlis
Seks besætningsmedlemmer er blevet reddet, efter at et tyrkisk skib gik ned i dårligt vejr ud for Libyens kyst. Syv besætningsmedlemmer savnes efter forliset af Tinaztepe S på 3.200 DWT, der er bygget i 1979, ved Misrata, ifølge lokale medier.
”Eftersøgningen af de syv forsvundne er i fuld gang, men det dårlige vejr og høje bølger gør betingelserne svære for kystvagten”, siger en talsmand for den libyske flåde, general Ayoub Qassem til Daily Sabah.
Skibet lå for anker omkring 2,5 sømil ud for den libyske havn, da det blev ramt af et voldsomt uvejr og fik slået hul i skroget. Fartøjet begyndte at tage vand ind og fik slagside. Det gjorde, at lasten af marmor forskubbede sig i den høje sø, så fartøjet kæntrede og sank.
Et redningsfartøj bragte de chokerede overlevende besætningsmedlemmer ind til kysten. Alle de reddede er tyrkiske statsborgere. De er i god behold og uden rapporterede skader. De lokale myndigheder har indkvarteret dem på hotel og vil afhøre dem om hændelsen.
Den grundlæggende årsag til ulykken er under efterforskning. Skibet opereres af Batu Denizcilik i Tyrkiet og sejler under tyrkisk flag.
Kilde: TradeWinds