Dramatisk redning nord for Bornholm
Et besætningsmedlem på det finske fragtskib Prima Donna faldt overbord i den iskolde Østersø nord for Bornholm og skibets besætning var ude af stand til at hale ham ombord igen. Men så tog en modig kollega sagen i egen hånd.
Klokken var 20.51, lørdag, da besætningen ombord på Prima Donna opdagede, at en russisk kollega var faldet overbord. Mens skibet vendte om, blev nødsignaler sendt afsted og en redningshelikopter fra Roskilde gik i luften, ligesom to redningsbåde fra Sverige satte kurs mod skibet, der lå fire sømil ud for Simrishamn, nord for Bornholm.
Det lykkedes besætningen at lokalisere den russiske sømand, men det lykkedes ikke for dem, at få ham ombord på skibet igen. Resolut iførte en finsk kollega sig en overlevelsesdragt og sprang i det iskolde hav.
Han fik fat i den nu bevidstløse sømand og de blev begge reddet af en svensk redningshelikopter, der var kommet til stedet, og fløjet til sygehuset i Karlskrona, hvor de ankom kl. 22.30.
Ud over at være bevidstløs efter halvanden time i det kolde vand, havde det russiske besætningsmedlem også brækkede ribben.
Kilde: Forsvaret & Vesseltracker