HHI indfører rotationsorlov
Hyundai Heavy Industries, HHI, vil på skift sende samtlige medarbejdere på orlov. Det sker for at undgå fyringer, men samtidig reducere lønudgifterne. Det første hold på 610 koreanske værftsarbejdere startede med at holde fri i fem uger fra den 11. september, ifølge Asiasis hjemmeside.
”Virksomheden kan gennemføre rotationsorlovssystemet uden medarbejdernes samtykke på grund af forringede forretningsforhold mv. Vi har truffet beslutningen som følge af manglende ordreindgang”, siger en talsmand for HHI.
Personalet vil få udbetalt 70 procent af den gennemsnitlige lønning under den tvungne orlov. Planen betyder, at arbejdsstyrken reduceres med cirka syv procent. Det vil i runde tal betyde en besparelse på fem procent af lønudgifterne.
I alt 2.680 medarbejdere hos Hyundai Samho vil blive sendt på orlov i fem uger ad gangen fra oktober og frem til juni 2018.
Kilde: TradeWinds