Maersk skal på vækstkurs på tre måneder
Tab af markedsandele i Maersk Line og et skuffende kvartalsregnskab, præget af det voldsomme cyber-angreb skal vendes. Og det skal ske allerede i 4. kvartal siger Maersk Line´s COO, Søren Toft til Børsen.
I et marked med en volumenvækst på fem pct. er en nedgang på 2,5 pct. bare i ikke godt nok, når man er Maersk Line. Selvom den kan forklares - helt eller delvist - med det voldsomme cyber-angreb, der ramte A.P. Møller gruppen i juni måned. Et angreb, der har kostet virksomheden et sted mellem 1,6 og 1,9 mia. kr.
Omkostningerne er blandt andet gået til chartring af mere kapacitet for at få de containere distribueret, der blev forsinket af cyber-angrebet.
Samtidig er Maersk Line røget langt ned på listen over
de mest pålidelige containerrederier og indtog efter 3. kvartal således en lidet prangende 13. plads blandt verdens 18 største containerrederier. Men det skal der gøres noget ved, siger Søren Toft til Børsen.
»Vi har haft et rigtigt hårdt kvartal, og vi er ikke tilfredse med resultatet. Det arbejder vi på at få omgjort, og planen er, at vi allerede i fjerde kvartal kommer tilbage til normal markedsvækst og det niveau med kunder, vi var på i første og andet kvartal,« siger Søren Toft til Børsen.
Trods cyberangrebet og nedgangen i den transporterede volumen, realiserede Maersk Line en omsætningsfremgang på ca. 14 pct. i tredje kvartal og en ebit-margin, der var den næststørste i industrien efter CMA CGM.
Redaktionen