Aabenraa Havn har skaffet plads til nyt
Over de seneste 2 år er DONGs tidligere kraftværk, Enstedværket blok 2, blevet nedrevet og området ryddet for saneringsmodne bygninger. Det har givet Aabenraa Havn plads til nyudvikling. Målet er udviklingen af en erhvervspark med fokus på skabelse af arbejdspladser.
“Med ledige arealer, gode bygninger og en høj miljøklasse i lokalplanen, ser vi et stort udviklingspotentiale i området over de kommende år,” udtaler direktør Henrik Thykjær, Aabenraa Havn.
Efter nedrivningen står der nu 22.000 kvm. blandet bygningsmasse tilbage, bestående primært af produktionsfaciliteter, lagerbygninger og kontorer samt kaj. Det samlede areal, som skal udvikles over de kommende år, udgør 155.000 kvm, beliggende syd for Aabenraa by og med gode adgangsforhold til motorvej, oplyser havnen.
Købsaftalen for arealet blev underskrevet tilbage i 2015, og på daværende tidspunkt var beslutningen om købet kommercielt bæredygtigt, men absolut strategisk af karakter.
I den mellemliggende periode har det ifølge Aabenraa Havn vist sig at være den helt rigtige beslutning, da Aabenraa Kommune i samarbejde med Aabenraa Havn har erhvervet et tilstødende areal på 134.000 kvm.
På dette areal ligger det nu afviklede kraftværk, Enstedværket blok 3, der med sine 630.000 etagemeter og 184 meter høje skorsten bliver Danmarks største nedrivningsprojekt over de kommende tre år.
Begge arealer er udlagt til industri op til miljøklasse 7, så der er gode muligheder for at etablere produktionsvirksomhed tæt ved kaj. Arealerne skal udvikles til erhvervspark med fokus på skabelse af arbejdspladser.
Kilde: Aabenraa Havn