Digital tvilling skal udvikle Det Blå Danmark
Søfartsstyrelsen har fået udarbejdet en rapport om Den digitale tvilling. En digital tvilling viser et skib digitalt i hele dets levetid. Her kan man se næsten alt, hvad der er at vide om et skib i dets levetid. Alt fra hvordan motoren fungerer efter 5 år, og hvordan skibets skrog har det efter 7 år.
En digital tvilling er en ”digital præsentation” af hele skibets ”liv” med tilhørende processer og systemer, alt sammen baseret på en løbende informationsopsamling fra skibet selv og fra dets omgivelser, fx vind, vejr og strøm. Herved er der skabt et udgangspunkt for en løbende optimering af skibet og dets drift.
”Den digitale tvilling giver store muligheder i og med, at en lang række optimeringsbeslutninger igennem skibets levetid kan fastlægges digitalt. Her vil mulighederne blive bedre og bedre i takt med udviklingen af digitale værktøjer”, siger Mogens Schrøder Bech, seniorkonsulent i R&D i Søfartsstyrelsen.
For et skib giver tvillingen fx mulighed for at etablere visuelle modeller af skibet og dets delsystemer som motorrum, kedler og pumper. Registreringerne giver fx mulighed for at simulere brændstofforbruget, medregnet faktorer som fx vind, strøm og vejrforhold. Dette arbejdes der bl.a. med i innovationsprojektet Blue INNOship.
Men den digitale tvilling går videre, da den ser på de fordele, der kan være i et digitalt båret samarbejde mellem redere, udstyrsleverandører, maritime myndigheder og skibskonsulenter m.fl. Og ikke mindst de forudsætninger der skal til herfor.
På opdrag fra Søfartsstyrelsen har DNV GL udarbejdet rapporten Digital Twins for Blue Denmark, hvor skibet ses i forløbet fra design til skrotning og med inddragelse af aktørerne.
Kilde: Søfartsstyrelsen