Stor fiskekoncern vælger Skagen Havn
Skagen Havn har indgået lejekontrakt med den norske fiskekoncern Pelagia omkring etablering af ny fiskeindustri på en del af det nye areal ved havneudvidelsen Etape 3. Aftalen med Pelagia bliver én af hjørnestenene i etablering af havneudvidelse etape 3.
”Vi er meget glade for den tillid Pelagia viser os ved at etablere sig på Skagen Havn. Det betyder, at vi nu har fået en kontrakt med den første store nøgleaktør i forhold til at komme videre med den fysiske etablering af etape 3. Fremadrettet forventer vi, at aftalen betyder, at vi ser et øget antal landinger af fisk og dermed en øget omsætning og indtjening for havnen”, siger Willy B. Hansen, adm. direktør for Skagen Havn.
Etape 3 omfatter en landudvidelse på cirka 190.000 m2 og 930 meter ny kaj. Formålet er at skabe endnu større og bedre rammer for aktører i relation til fiskeriet. Pelagia Danmarks lejekontrakt indbefatter et areal på cirka 38.000 m2, som ventes at stå klar til udnyttelse i løbet af 2020.
Pelagia vil etablere en fiskeindustri med forarbejdning af pelagiske fiskearter som fx sild. De har derfor ønsket en placering, der ligger umiddelbart ud til kaj for at kunne losse direkte fra skib til fabrik og dermed sikre den bedste kvalitet og en effektiv produktion.
Samarbejdet med Pelagia, som er en af de førende indenfor pelagiske fiskeprodukter til konsum, er en naturlig kobling til havnens forretningsområde. Pelagia driver 26 fabrikker i Norge, Storbritannien og Irland.
I 2011 etablerede Pelagia fabrik i Skagen, ved virksomheden Pelagia Danmark.
Kilde: Skagen Havn